Joachim Thor Krøyer fortæller


Af Joachim Thor Krøyer
Chef de Mission

Den 18. juli 2017 er dagen for åbningsceremonien for Deaflympics 2017 på det nye stadion i Samsun. Det imponerende stadion vil være fyldt til bristepunktet med forventningsfulde atleter, trænere, pressefolk, fans, familie og venner fra hele verden. På ICSD-kongressen ved Deaflympics 2013 i Sofia i Bulgarien blev den tyrkiske by Samsun tildelt værtskabet for Deaflympics 2017. Lige siden har arrangørerne knoklet på og er nu klar til at gøre disse deaflympiske lege til en enestående oplevelse for alle. Samsun har fået en unik mulighed for at fejre en gigantisk sportsbegivenhed, som vil sætte sine tydelige døvehistoriske aftryk i Tyrkiet. Dagen efter åbningsceremonien, den 19. juli, gælder det for alvor, når konkurrencerne sættes i gang.

Flere danske atleter er med i

medaljekapløbet, som kører frem til den 30. juli, hvor denne store Deaflympics i Samsun ender med den traditionelle afslutningsceremoni af de Deaflympiske lege.

Danmark deltager i fem idrætter med 18 atleter, som tilsammen udgør en trup med flere Deaflympiske debutanter. Alle atleter er udtaget, fordi de har vist de kan præstere på højt niveau, og vi er spændt på at se, hvor mange medaljer vi ender med at vinde hjem.

Danmark deltager i følgende sportsgrene: håndbold, bowling, golf, orientering og cykling.

Forud for Deaflympics er tiden gået med ihærdig træning, deltagelse i nationale og internationale konkurrencer, hvor der er prøvet kræfter med de allerbedste i de mange idrætsgrene. Forberedelserne har været minutiøse, langsigtede og krævende. Det er hårde betingelser, atleterne stilles overfor, hvis de skal gøre sig gældende indenfor døveidrætten på højeste niveau. Selvfølgelig håber vi, at de danske atleter klarer sig godt og vinder medaljer, men vi ved også at det sportslige niveau stiger fra gang til gang, dog er det ikke udtryk for, at de danske atleter har fået et lavere niveau, men et udtryk for at konkurrencen er blevet hårdere, og det er godt for Deaflympics og for døveidrætten, også i Danmark.

Dansk Døve-Idrætsforbund og Denmark Deaflympics Team har stået som koordinator for disse forberedelser. Utallige mennesker har gjort sit til, at det er lykkedes. Klubberne, de mange frivillige, trænere, ledere og ansatte. Vores trofaste sponsorer, samarbejdspartnere og fonde har gjort det muligt for at de danske atleter kan deltage, samt Puma som har leveret beklædning til de danske Deaflympics deltagere.

Der er ingen tvivl om, at hver gang der er Deaflympics, så har Dansk Døve-Idrætsforbund altid udfordringer med økonomien, idet vi hverken modtager støtte fra Parasport eller Team Danmark og det betyder at vores atleter er meget afhængige af den støtte Dansk Døve-Idrætsforbund skaffer hjem til alle, hvilket igen betyder at enhver krone i støtte er meget værd for den enkelte atlet.

Vi har en spændende tid foran os og vi føler os godt forberedt. Nu gælder det for de Deaflympiske atleter om at toppe på det rigtige tidspunkt og så ellers holde sig skadefri. Vi ved at vi har kapacitet til at levere et godt resultat, hvilket er målet.