Kort om Deaflympics

Når Deaflympics løber af staben den 18. juli 2017 i Samsun Tyrkiet, er det 23. gang der afholdes Deaflympics.

Legene arrangeres hvert fjerde år og de førtse lege fandt sted i Paris i 1924. Dengang hed det International Silent Games  og der deltog 145 atleter fra ni europæiske lande. Fra 1966 til 1999 blev navnet ændret til World Games for the Deaf og siden 2000 har legene haft sit nuværende navn, Deaflympics.

Det var franskmanden Eugène Rubens-Alcais, der selv var døv og formand for det franske døve idrætsforbund, der lagde grundstenen til Deaflympics.

Dengang i 1924 blev der set ned på døve og de blev ikke betragtet som intelligente mennesker på lige fod med hørende, hvilket Eugène Rubens-Alcais ville modbevise. Han mente at International Silent Games, ville være et klart signal til den hørende befolkning at døve kan alt på lige fod med hørende. Ydermere var International Silent Games det første af sin art for folk med handicap og den anden største sportsbegivenhed – næst efter OL.

København har to gange været vært for Deaflympics, i 1949 og i 1997. I 2017 er det første gang Tyrkiet er vært, men det er, som nævnt Deaflympics nr. 23 – det var

kun i forbindelse med 2. verdenskrig at legene ikke blev afholdt – og denne gang forventes der at komme 5000 atleter fra 80 lande, der skal konkurrere i 21 forskellige sportsgrene.

Logoet fra “World Games for the Deaf” i København 1997