Om Deaflympics
Deaflympics arrangeres hvert fjerde år.
Når Deaflympics løber af staben den 15. november i Tokyo, Japan, er det 25. gang der afholdes Deaflympics. Og i 2025 er det en særlig gang, da legene markerer 100 års jubilæet for Deaflympics.
I Tokyo forventes der at komme 5000 atleter fra 80 lande, der skal konkurrere i 21 forskellige sportsgrene. Legene arrangeres af Japanese Federation of the Deaf og bystyret i Tokyo – i samarbejde med International Committee of Sports of the Deaf (ICSD).
Historisk tilbageblik
De første lege fandt sted i Paris i 1924. Dengang hed det International Silent Games og der deltog 145 atleter fra ni europæiske lande.
Det var franskmanden Eugène Rubens-Alcais, der selv var døv og formand for det franske døve idrætsforbund, der lagde grundstenen til Deaflympics.
Dengang i 1924 blev der set ned på døve og de blev ikke betragtet som intelligente mennesker på lige fod med hørende, hvilket Eugène Rubens-Alcais ville modbevise. Han mente at International Silent Games, ville være et klart signal til den hørende befolkning at døve kan alt på lige fod med hørende. Ydermere var International Silent Games det første af sin art for folk med handicap og den anden største sportsbegivenhed – næst efter OL.
Det var kun i forbindelse med 2. verdenskrig at legene ikke blev afholdt.
Fra 1966 til 1999 blev navnet ændret til World Games for the Deaf.
Siden 2000 har legene haft sit nuværende navn, Deaflympics.
København har to gange været vært for Deaflympics, i 1949 og i 1997.